Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucked mit liv helt op

Mentalt er jeg stærkere end fysisk. Jeg voksede op med en farfar, der var danmarksmester i løb. Vi knokler og kæmper i min familie, indtil vi segner. Og når vi vågner igen, knokler og kæmper vi videre. Vi giver aldrig, aldrig, aldrig op. Det har ført mig til at lave en milliardforretning. Men medaljen har også en bagside.

Jeg har humlebi-syndromet. Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver. Hvor svært kan det være? Hvis jeg har en kuglepen og en telefon og en regnemaskine og et atlas, kan jeg vel gøre det? Min parter, Lars, og jeg gjorde det for 21 år siden, da vi lavede shippingvirksomheden Scan-Trans. Vi havde knap været i lære, da vi begyndte i et tomt kontor i Singapore som 23-årige. Vi arbejdede sindssygt hårdt, og i 1994 rejste jeg 186 dage. Vores virksomhed vækstede hurtigt. Hver gang vi tjente penge, åbnede vi nye kontorer. Vi analyserede aldrig markedet. Humlebien fløj til Cape Town, for Afrika var et uopdyrket marked. Der måtte vi hen, og kunne vi bare skaffe tre laster om året, ville projektet være en succes. Sådan var vores businessplan. Scan-Trans var i 2008 blevet til en milliardvirksomhed med 1,2 mia. kr. i omsætning, 100 mio. kr. i profit efter skat, 42 selskaber og 20 kontorer i verden. Mine ansatte lavede vitser. Havde jeg 10 minutter, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af, satte jeg et nyt flag et sted på verdenskortet. Alt handlede om erobringer, og vi havde et ritual. Hvis nogen lavede en god forretning, gik han op langs bordene i vores kontor og videre op og ringede på en skibsklokke af messing med et ordentligt flettet tov i. Og så sagde det bare diiiiiing! Mens han gik tilbage til sin plads, fik han high-fives, og folk klappede og råbte: Yeah, fedt gået!

Vi blev grådige. Jeg blev også grådig. Jeg købte 14 islandske heste til min kone, fordi hun kunne lide at ride. Jeg købte en Jaguar E-Type Roadster med kaleche, en BMW 1.200 Cruiser, en Indian Chief, en antik motorcykel, en Norton 500 Commander. Og vi havde to andre biler i huset. Vi havde en stor villa fully loaded med Gaggenau-hvidevarer, og vi havde sommerhuse i Nordsjælland og i Sverige. Vi ragede alt muligt til os. Vi købte en frontlæsser og en traktor til vores hobbygård og en båd til vores sø og mere fiskeudstyr. Vi købte dåvildt og indhegnede et stykke til dem, fordi jeg syntes, de var smukke at se på. Det var ligegyldigt. Vi købte det bare. Jeg fandt ud af, at tid var det eneste, som jeg ikke kunne købe. Samme år blev vores skib, Amiya Scan, kapret af somaliske pirater. Vi endte med at forhandle løsesummen ned på 1 mio. kr., som vejede 38 kilo i små pengesedler, og hele showet med at få dem transporteret ud til piraterne endte med at koste 25 mio. kr. Det hele var sindssygt stressfyldt og blev én af de episoder i mit liv, som handler om liv eller død. Det var menneskeliv, vi gamblede med. Det var ikke bare et casino. Året efter kollapsede hele markedet. Vi fik vores værste år nogensinde. Vi var tæt på at dø. Lige pludselig fik vi ikke 14.000 dollars per skib per dag, men 4.000. Vi blødte cash, i løbet af seks måneder ville vi dø. Nogle siger, at man under en krise skal skære ind til benet. Andre siger, at man skal skære ind i benet. Jeg amputerede venstre ben. Jeg cuttede halvdelen af vores 120 ansatte i et hug og lukkede 11 af vores 20 kontorer. Det kan godt være, at vi ikke vinder OL, tænkte jeg. Men så skal vi fandeme nok vinde de paralympiske lege. Det var dét, vi gik efter. Når jeg slikker mine sår, får jeg blod på tanden. Det kan godt være, at man får et sår, og man får ondt af sig selv. Men efter sekssyv minutter er der noget i mig, som går ind og overtager. Nu skal jeg eddermame vise dem, tænker jeg. Bang! Så knalder vi til den. Følelsen smitter. Tag fortidsmenneskerne ude på sletten. Der kom en sabeltiger løbende. Hvis den første i gruppen skreg på hjælp og spurtede væk, spurtede hele flokken med. Og så spiste sabeltigeren den største og fedeste. Men hvis den første greb en sten, løb efter tigeren og råbte attaaaack, kom de til at sidde om lejrbålet og spise sabeltigerburgere til aften. Vi kan frygte, kæmpe eller stivne. I min bog var der kun én mulighed: Kamp.

  • Lars Juhl er 45 år
  • Han stammer fra Vedbæk.
  • Efter gymnasiet arbejdede han i London for at træne sine engelskkundskaber. Han var shippingelev i Elite Shipping i København i tre år og tog herefter til Singapore, hvor han i ni måneder arbejdede for en svensk skibsmægler.
  • I 1993 startede han som 23-årig shippingvirksomheden Scan-Trans. Virksomheden omsatte i 2008 for 1,2 mia. kr., havde 120 medarbejdere, 45 skibe og 20 afdelinger i hele verden. I 2012 fusionerede Scan-Trans med amerikanske Intermarine.
  • Lars Juhl er blevet ramt af hjertestop og er bl.a. under et maraton i Houston faldet om og endt i koma. Han siger selv, at han det meste af sit liv har presset sig selv for hårdt.
  • I dag er han derfor ude af direktørrollen og har stiftet en ny virksomhed, Bounce Development, www.bouncedevelopment.dk. Her rådgiver han topledere og holder inspirationsforedrag.
  • Han arbejder i dag fire dage om ugen, 40 uger om året, og han rejser højst 40 dage om året.
  • Han er gift og har fire børn.

»Hvis jeg ikke overlever dette, så elsker jeg jer over alt på jorden. Jeg vil holde øje med jer, uanset hvor jeg ender.«

Vi kæmpede for at overleve i Scan-Trans. Og det smittede. Det blev fedt at gå på arbejde. Og lige pludselig fik vi tid. Vi blev komfortable med det hele. Så skete det. En mandag sad jeg på kontoret i Næstved. Jeg talte i telefon med et firma i Herning. Du kender følelsen af, at når man har siddet på hug og rejser sig hurtigt op, kan det godt sortne lidt for øjnene. For mine øjne blev det ved med at være sort. Jeg lagde røret på bordet. Jeg var 43 år og i mit livs form. Jeg cyklede mountainbike fem dage om ugen, og min hvilepuls var 42. Hvad foregik der? Det føltes som om en stram elastik blev rullet fra halsen og op over hovedet på mig. Jeg blev hed i ansigtet. Det sortnede igen og igen. Flere gange måtte jeg støtte mig til væggen. Jeg sagde til Kim, som jeg havde sat ind som adm. direktør for at hjælpe mig med at vende virksomheden, at jeg ville tage en halv fridag og køre ved fem-tiden. Så satte jeg mig ind i min store Land Rover og kørte 32 kilometer hjem til Sorø. Det var ikke skideklogt. Men jeg skulle bare hjem. Nøjagtig som jeg kom ind i spisestuen derhjemme, blev alt sort. Jeg nåede ikke at gribe fat i vindueskarmen. De andre siger, at jeg faldt ned mellem stolene, så de væltede ud til alle sider. Så lavede jeg et ordentligt spjæt. Og så lå jeg stille. Selvom min kone aldrig har lært, hvordan man gør, gav hun mig hjertemassage. Hun gav mig lussinger, og jeg ved ikke hvad. Jeg vågnede. Hvor pokker havde jeg været henne? Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg lå i sofaen. Vores datter, Victoria, var ikke hjemme. Men Gustav og Christopher sad i sofaen hos mig, mens min kone stod med lille Ditlev på armen. »Hvis jeg ikke overlever dette,« sagde jeg, »så elsker jeg jer over alt på jorden. Jeg vil holde øje med jer, uanset hvor jeg ender.«

De græd. Rigtig meget. Min kone sagde, at jeg ikke måtte sige sådan noget. Så kom jeg på sygehuset. Jeg fik elektroder og en lille sladrehank sat på kroppen. Om aftenen tog min kone hjem. Jeg satte mig i fjernsynsstuen. Men jeg fik det dårligt igen. Det sortnede. Jeg bankede hovedet ned i kaffebordet. »Lars,« sagde sygeplejersken, da jeg kom til mig selv. »Du har lige haft hjertestop.« Jeg fik en to-kamret pacemaker og to ledninger, som går ind i hjertet. Den har reddet mit liv, og den er virkelig spacey. Man kan mærke ledningen og den firkantede titaniumplade udefra. Det er sindssygt. Det er så mærkeligt. For første gang i mit liv tænkte jeg, at jeg aldrig skulle tilbage til shipping. Jeg lå der og sagde: Jeg store idiot. Jeg har arbejdet røven ud af bukserne. Jeg har igen og igen sagt til min familie, at jeg ville komme hjem og spise klokken syv, men klokken blev alligevel halv ni. Jeg har lovet at komme og se min datter synge og spille på Sorø Privatskole, men da jeg kom, havde hun lige været på scenen. Den slags var sgu aldrig okay. Jeg fik altid pissedårlig samvittighed, hvis jeg forlod kontoret. Jeg følte, at jeg ikke ydede nok. Men jeg fik også dårlig samvittighed, når jeg var på kontoret. Det er sjældent, at man på sit dødsleje tænker: Bare jeg havde brugt noget mere tid på kontoret. Så jeg ville egentlig flygte fra det hele. Jeg skulle bare væk. Jeg fik en coach. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville lave noget andet. Noget med mennesker og sparring. Men min coach sagde: I har lige været igennem en krise. Synes du ikke, at du skylder alle dine ansatte, at det kører? Skal tingene i det mindste ikke afsluttes ordentligt?

Jo og jo. Efter et par måneder var jeg tilbage. Jeg fyrede den adm. direktør, som jeg havde ansat, og tog rorpinden selv. Hele min familie og alle mine ansatte sagde: Lars, hvad fanden har du gang i? Det gav ingen mening. Men jeg havde en plan. Vores virksomhed skulle fremtidssikres. Vi fandt derfor amerikanske Intermarine, som vi slog os sammen med, og pludselig fik vi en omsætning på 3,5 mia. kr. Vi brugte måneder på at integrere, og processen krævede mange ressourcer. Hver gang jeg rejste, begyndte Gustav at græde som pisket. Han var bange for, at jeg kørte galt på motorvejen. Alligevel tog jeg af sted. 110 dage om året. New York. Houston. Korea. Malaysia. Singapore. Jeg var ikke kold over for, hvordan han havde det. Men jeg var en mand på mission. Udadtil fløjtede jeg. Yes, det går godt. Gang i den. Fedt. Men jeg var helt, helt mør. Jeg kunne mærke, at når jeg kom hjem om aftenen, kunne jeg ikke gå direkte fra min bil, ind og vaske hænder og sætte mig ind til middagsbordet. Jeg var nødt til at ligge på sofaen. Jeg magtede ikke engang at spille bold med mine børn i 10 minutter. Jeg var fuldstændigt færdig. Og da jeg lå derhjemme om aftenen, tænkte jeg: Hvis jeg lukker øjnene nu, vågner jeg aldrig. Det hele bamlede i mit hjerte. Jeg dør, hvis jeg bliver ved, tænkte jeg.

Min coach foreslog mig at få en erhvervspsykolog, som havde hjulpet Peter Gade og landsholdet. Jeg fortalte ham, at en kaptajn aldrig forlader skuden. »Det bedste, der kan ske for dig, er, at en kæmpestor amerikansk pickup-truck rammer dig, og at du brækker lårbenet. Så bliver du tvunget til at lægge dig ned,« sagde erhvervspsykologen, og både han og min coach og min kone sagde, at jeg var ved at save mig selv over på midten, og min far kom forbi og sagde: »Du kører dig selv i hegnet. Fat det nu. Tag ansvar. Træk stikket.«

»Du kører dig selv i hegnet. Fat det nu. Tag ansvar. Træk stikket.«

»I realiteten kan livet ende en eftermiddag på vej hjem. Det ved jeg, fordi jeg selv har prøvet det. Nu har jeg et rødt ar mellem skulderen og brystet. Pacemakeren under arret holder mig i live.«

Jeg handlede og trak stikket. Og min kone sendte mig på et katolsk nonnekloster i Maribo. Der var syv søstre, og der skulle jeg være i tre dage. Jeg satte mig i skrædderstilling på en bådebro ved Søndersø og kiggede ud over vandet. Jeg var mutters alene i stilheden mellem sivene, men der kørte en dialog i mit hoved. Den blev højere og mere kaotisk, og det larmede. Selv i stilheden. Hvorfor bestiger folk Mount Everest? Fordi bjerget er højt og svært. Vi vil erobre noget og overvinde os selv. I det moderne samfund er der ingen manddomsprøve som i primitive folkeslag. Vi har aldrig fået bevist, at vi er rigtige mænd. Vi jagter intensitet for at vide, at vi er gode nok. De fleste topledere er egoister. Vi er nogle fandens karle. Vi har lavt selvværd, og egoet skal tilfredsstilles. Nogle kan løbe en tur i skoven og nyde det. Men hvis jeg skulle løbe, var det fordi, jeg skulle træne til at løbe maraton på den kinesiske mur. Hvorfor saver jeg mig selv halvt over? Hvad er livets mening med mig? Hvorfor blev jeg puttet igennem piratoverfald, finanskrisen og hjertestop? Er det meningen, at jeg skal lave mere af det samme, som jeg altid har lavet? På den bådebro i Maribo efter tre dage i stilhed nåede jeg ind til kernen. Vi sætter os selv op på en piedestal og siger, at verden ikke kan leve uden os. At vi er så skide fantastiske. Men i bund og grund er vi bare statister i universet. Danskerne er et totalt fucked up folkefærd. Vi er kåret som verdens lykkeligste. Men 450.000 er på lykkepiller. 880.000 drikker mere alkohol end anbefalet. Og jeg har aldrig været så ulykkelig, som da jeg skovlede allerflest penge ind. Vidste du, at 10 danskere dagligt får hjertestop uden for hospitalerne, men kun én overlever? Jeg overlevede. Derfor gider jeg ikke spilde min tid på alt muligt meningsløst for at skovle endnu flere penge ind. I dag vil jeg inspirere, fascinere og motivere andre mennesker til at genfinde balancen i livet. Selv den mest kedelige og overvægtige har en fuldstændig unik historie. Hun har følelser, tanker og drømme. Tænk, hvis jeg kan inspirere hende til at vende om i sit liv! Tænk, hvis jeg kan hjælpe dem, der har det fedeste job, sejeste hus og en trophy wife, men alligevel ikke er glade, til at finde mening i livet. I dag kører jeg Gustav fra Sorø til Skælskør for at se ham træne badminton, selvom jeg i den tid kunne have tjent penge. Jeg synes, at det giver mening.